Du brækker dine illusionistiske tilbøjeligheder
ud over min regnbues endested.
Mine håb
mine drømme knækker.
Du kaster ansvaret mod himlen
med himmelvendte øjne
Løfter skuldrene i opgivenhed
Sender ansvaret bort.
Skjulestedet og hemmeligheden står åbent
berøvet og plyndret sågar dens SÅRBARHED.
Tilbage står min udtrykte forventning.
Ubesvaret.
Blottet.
Jeg brækker mig i tanker.
Brækker tankerne i tu.
Kaster dem mod jorden
desillusioneret.
Der er kun ét ansvar tilbage
i tusinder millioner af brækkede stykker.
Jeg falder over dem på stien
de kalder i en hvisken på mig
"Du er kun dig, du kan regne med"
"Du er kun dig, du kan brække dig over"
"Du er kun dig, du kan samle dit ansvar omkring".
Omend det er uundgåeligt
Smerter den indre monolog
Tvivlen der kommer fra én selv
Mod én selv
Når du'et du taler til er dig selv
Når du kun taler til dig
ikke med dig
Når du selv er din hårdeste dommer
Når du spænder et ben
for du'et
Falder
Bløder
Men du'et ikke tænker
hvor er hjælpen?
Men du'et selv tørrer blodet bort.
Mærker blodet der blander sig med vand.
Du bliver fortyndet.
Du tager del i afløbsrejsen.
Varmen binder farven
hvorfor du ikke kan bløde i tavshed.
Fremmedgjort
i det kolde røde hav!
Rotter der mæsker sig
i de sidste vitaminer.
Tja, Du er jo kun dig selv, du kan regne med, du!
Lige i dette øjeblik
Da du faldt
Havde alle de andre du'er travlt
Med at pleje deres 'du'.
Og STOP den selvmedlidenhed, du!
Du kan bare lade være med at falde en anden gang
For du er kun dig selv du kan regne med!