Jeg blunder til sangen af Bortom det blå
En sang om havet og evigheden.
Hun synger om en mand der som ingen andre
Ser himlen og havet
Evigheden.
En følelse i kroppen af årtiers samhørighed
Med den eneste ene
Rammer mig som en let fjer i mit indre øje
Alene slår jeg øjnene op.
Famlende i tankerne efter de glemte billeder
Aftegningerne af den drøm
Som en følelse mere end et billede
Af manden.
Klarsynet rammer mig
Der er ingen mand
Todelt i mig er der en mand og kvinde
Det glemte drømmebillede er den ene side af mig
Den ene bor i mig
Kvinden og sårbarheden
Den anden står som en fremmed
Ekskluderet og fraspaltet mig
Banker på og vil ind.
Jeg mærker ikke angsten for ensomheden længere.
Ensomheden er blevet et tavst vilkår
Et uudtalt præmis for viljen til livet.
Jeg mærker ikke længslen efter samhørighed længere
Samhørigheden er aftegnet i mit liv
Mit hus, min have, mine buske, min hæk, min søn, mine voksne døtre, mit liv
En lysmur der er bygget op omkring mig
Et værn imod uvilje og ulyst
Jeg mærker mig som en helhed
Mærker mig uden kulturelle forventninger om den anden
Halvdel
Mærker kærligheden
I mig til alt omkring mig
Intetheden i evigheden suger mig ind i et tomt lys.
Mærker fødderne solidt plantet i jorden i mit hus
Imens alt i mig forlader dette sted
Som en opløsning af atomer
Min bevidsthed i universet og universet i mig.
Kan jeg elske mig, kan jeg også elske dig.