Det at ville puste tryllestøv ud i luften. Den kolde nat, som på et tidspunkt bliver til den lyse morgen. Dér om natten er der køligt. Roligt. Den er som et tæppe, der lægger sin fløjlsside indad og putter sig og passer på de ting, der er under det.
Tankerne kan flyve rundt, for der er er så mange ting i den her verden, som kræver spørgsmål. Og nogle gange kan de vilde gener blive presset så meget sammen, at man må spørge sig selv, om det at kunne sæt kryds ud fra alting virkelig er det vigtigste at stræbe efter.
Derfor er tryllestøv til. Det puster til drømmene, til ens vilde gener, til håb, til ønsker. Og det spreder sig hurtigt og lydløst.
Der er bare én ting med tryllestøv. Stilheden inde i kroppen. Den skal blive derinde.