Fra de grønne enge
svæver hvide parasoller
let
upåagtet
med vindens favnende styrke
Hvert et frø
bærer et kim af håb
der lander sagte
mellem havens sirlige rækker
i veltrimmede plæner
i hver en sprække
gror løverne tand af format
dybt forankret i moder jord
bryder vi frem overalt
strutter mælkebøtte-frækt igen
i solskinsgult
I fik os til at tro
at små fødder og stækkede vinger
betød vi var pingviner
uden ret til stemme
Hold kæft og vær glad
Jeres tykke bøger fulde af regulerende gloser
uden empati
den koster
bliver løgne til sandhed
fint pakket ind med glittende statistiskpapir
og færdig bundet sløjfe
der strammes
hver gang pingvinerne nægter
at sluge overformynderiets parfumerende buketmedicin
af glansbilledlykken
i evig ligevægt
Fandens kusiner og fætre
er tilbage i solskinsgult
ligeglad med jeres hakke og gifttåger
vi kan ikke slås eller ties ihjel
Snart vil nye parasoller svæve
for vi ved
at selv det mindste frø
kan spire et håb
om end det synes spinkelt
vil det altid være stærkere end frygten