Pokkers! Kaffefilteret er faldet sammen igen. Hvornår lærer han den lille finesse, som hans kone lige laver, når hun bukker hjørnet, så det ikke sker? Han hælder den grumsede kaffe ud i vasken og sætter vand over til en kop nescafe i stedet. Det er ikke det samme, men hvad er mere det samme?
Alt er forandret, siden hans kones hjerneblødning for snart et halvt år siden. Nu må han nøjes med pulverkaffe. Nøjes med de daglige besøg på hospitalet, hvor både han og konen kæmper hver deres kamp for at nå hinanden. For et halvt år siden var alt anderledes. Da var de jævnbyrdige partnere. De var venner, elskende og hinandens hjælpere i alt.
Alt var anderledes nu. I stedet for at være forælder til deres tre børn, var han nu også en slags forælder for sin kone. Vasketøj frem og tilbage. Samtaler med arbejdsplads, kommune, bank med mere. Alt det praktiske, som var kommet i kølvandet på hendes sygdom, syntes ikke at ville tage nogen ende. Havde det bare været hende og ham. Ingen børn at følge i børnehave. Ingen teenageproblemer at bekymre sig om. Ingen spørgsmål fra børnene: "Bliver mor rask? Hvornår kan hun snakke med os igen? Hvornår kommer hun hjem?" Spørgsmål som han kun tvetydigt kunne svare på. Hvad vil det sige, at blive rask? Der var ingen, hverken læger eller andre specialister, som kunne fortælle, hvor langt hun kunne nå.
Hendes manglende sprog, det var det værste. Ikke at kunne vende sine tanker og frustrationer med hende mere. Ikke at kunne opleve den gensidige opmuntring og omsorg, som tidligere havde kendetegnet deres forhold. Nu måtte han stille sig tilfreds med et hej og vil du have en kop kaffe, når han besøgte hende. Når hun prøvede at sige noget til ham, måtte hun ofte give op, ordene var derinde, inde i hendes hovede, men de kunne ikke komme ud, så de gav mening i hans ører. Det var frustrerende. Sommetider havde han lyst til at give pokker i det hele. Tage væk, væk fra det hele. Gemme sig et sted, hvor der ingen spørgsmål var, ingen krav om hele tiden at skulle være på. Men når disse tanker kom, kom også den dårlige samvittighed. Hvordan kunne han tænke sådan? Hun kunne jo ikke gøre for det. Hun havde ikke bedt om at blive ramt af den hjerneblødning. Han var et skarn, at han tænkte sådan. og hvad med ungerne? Han var den eneste, de havde nu. Hvordan kunne han overhovedet tænke den tanke?
Dørklokkens kimen afbrød hans tanker. Hvem kunne det være? Han fik da aldrig besøg? Og som her så ud! Oprydning fik han aldrig tid til mere. Han gik tøvende hen mod døren. Hvem kommer her uanmeldt? Med rystende hånd tog han om håndtaget. Vidste ikke helt,hvorfor han fik denne følelse indeni. Som om det eller den, som befandt sig på den anden side af døren, ville ændre alt? Han trak hånden til sig, som fik han stød. Hvad er det? hvorfor har jeg denne ubeskrivelige følelse af, at noget er under opsejling? Han greb igen fat om håndtaget og trykkede det ned.
Der stod hun. Først kunne han ikke genkende hende, men som hans blik fandt hendes og deres øjnes blik fangede hinandens sjæl, deres indre,uudtalte længsel, genkendte han hende. Nu ville han have genkendt hende hvor som helst, når som helst. Alle årene var udviskede, da han rakte hånden ud mod hende, som hun stod ved dørtæsklen. "Må jeg komme ind?"spurgte hun. Han svarede ikke med ord, men trak hende indenfor. Trak hende ømt ind til sig og holdt hendes blik fast. Fandt igen sjælen i hendes blik og følte, hvordan måneders spændinger, frustrationer og afmagt flød ud i det spejlklare vand.
De svømmede mod bunden. Væk fra hinanden, men kun for at mødes igen, flette fingre og svømme tæt sammen op mod overfladen. Op for at snappe luft og ned igen. Ned mod bunden, hvor ikke kun deres fingre, men også deres kroppe flettede sig ind mellem hinanden. Sammensmeltede kroppe, op efter luft. Ned igen. Op. og ned. Op og....
Hallo? Er du dårlig? Hvad? Nej, han var ikke dårlig. Indsamleren til Hjernesagen så lettet ud. Hun smilede sødt, da han puttede en halvtredser i indsamlingsbøssen.
Han lukkede døren. Han sitrede. Gispede efter luft, følte sig svimmel. Gik på vaklende ben hen og puttede pulver i en kop med kogende vand. Det brune pulver opløstes i vandet. Spejlbilledet af hendes smilende ansigt kom ham i møde, og han krøb hulkende sammen på det ensomme køkkengulv.