Ud af det
Bristede membran
Gled det hvidgule
Sekret nedad af hendes
Kødfarvet blomst
Gled videre
Ned af hendes glinsende
Kønsbehåring
mod den Glatte unge hud
Hun smilede
Til mig
Hendes overlæbe var dækket
Af små svedperler
De hvide tænder lyste op
Og blottede et tilfreds smil,
Sommeren stod højt på himlen
Mejserne tjattede uden for vinduet,
Hun tørrede sveden
På min pande
med hendes hvide trusser
og varslede ikke et ord om fremtiden
En smaragdgrøn flue
summede kraftigt
forgæves prøvede den at bryde igennem
vinduesruden
jeg åbnede vinduet
ud fløj den summende grønne juvel
mens brisen glid ind i det
dovne rum
Hendes øjne var nu lukket
vejtrækning
var rolig, i balance
Med varmens tæthed.
Nu og da svalede brisen
vores nøgne kroppe
tog fat om gardinet,
for med en vals
at forsvinde
og efterlade os stumme
Hud mod hud.
Udenfor fløjtede solsorten
en varm sommer kvad.