Lad tungen hvile, lad kroppen tale for en stund
Med tavse ord som aldrig lyver
Lydløst, dog højrøstede i deres fremtoning
Forståelse bliver universel mens øjnene snakker
Mens hver en muskel skriver en sætning på ansigtets papir
I en lukket krop er ord alene Hule og kolde
Lad hænderne flyve frit, kast de tavse ord omkring
Stille hænder er kolde hænder, kolde hænder er døde hænder
Kulden breder sig som is i årene til det hele er frosset
Til ansigtet glemmer sit sprog
Til de talte ord står tilbage uden spids, uden værdi
Luk verdenen ind, luk dig selv ud
Lås op for ansigtets dør og lad den stå åben
Smid nøglen væk til forglemmelse
Lad låsen hænge på døren til sindets mørke
Træd frem mod livets centrum, dér hvor lykken har bo