Sennepsgult og vinrødt
brænder dit blik sig ind
i den mørkebrune bark
omkring mit hjerte.
Brunbrændte blade falder mod jorden.
Som et gyldent-ristet brød
slår sprækker
i den sprøde skorpe
og ryster sorte krummer af sig.
Der falder flager af,
som samles i store bunker.
Løsrevne, raslende
forrevne, sammenkrummede
spor af livsrigdom.
Visne og fortabte rester
spræller endnu lidt.
Som fisk på land slår med halen.
Men det er for sent.
Smagen af forrådnelse
blander sig med frostbrændte tårer.
Fornemmelsen er
galdegrøn og gulbrun
over i det brændte.