Man tænker ind imellem på døden og om hvordan ens liv ender.
   Selv håber man at det bliver en fredelig død, hvor man sover stille ind, mens ens familie og venner er rundt om en. Men desværre kan vejen til døden være hård for nogle - især hvis man har kræft.
   Min mormor døde i sommer 2009 siden af lungekræft. Hun blev 75 år. Det sidste halve år af hendes liv var elendigt.
   Fra februar i år gik det pludselig stærkt og i foråret kom hun på plejehjem. I løbet af den tid kørte vi frem og tilbage for at passe og besøge hende.
   Hendes krop blev hendes fjende, da den svigtede hende lidt efter lidt.
   På hendes sidste dag kunne vi mærke en hvis uro i hende. Det var som om hun ikke var klar til at dø. Hun var på en måde væk, men de sidste rester af liv i hendes krop ville ikke give slip.
   Men hun gav slip i sidste ende og blev erklæret død lidt over kl. 18.00. Hun fik fred og det blev vi lettet over på hendes vegne.
   Jeg tænker på hendes død som en slags befrielse for hende, for til sidst var hun så træt af sin tilstand at hun ikke kunne holde det ud længere. Ingen fortjener at ende deres dage på den måde.
   Så jeg vil sige til jer derude, lev godt mens man kan.