Knuste blade bliver til græs,
sæsonerne skifter til fortiden.
Lad mig være.
Jeg venter indtil morgenen er gået bort -
forvandlet til daggry.
Hun er kommet, og gået bort.
Slår tilbage i tid, andre dage -
når hun skriger.
Hun tager tilbage til efteråret, der er blevet gråt.
Og hvisker i regnen -
Vent til den dag, hvor vi er på flugt.
Vent til den dag, hvor de fjerner solen.
Knust glas er skabt for at blive.
Skærer i min hånd, det heler så hurtigt.