Alle de tårer der lige nu triller ned af min kind er et tegn på savn.
Der var noget helt fantastisk over dig, ikke blot dit flotte navn.
Hvorfor skulle det også lige ske at du faldt ned i en iskold havn?
Næsten alle du kendte var så tit i København.
Det skulle egentlig ikke undre mig du var med til at drikke dig en øl eller to, mens du sammen med vennerne lavede natteravn.
Det er normalt at nyde man endnu er ung inden man går hen og bliver gammel.
Tiden går alt for hurtigt, man kan dårligt nok følge med, og lige pludselig er det én selv som sidder der med sit lille oldebarn i sin favn.
Kroppen er skrøbelig, tankerne forsvinder hurtigt samt minderne, hænderne ryster, når man sidder på en skammel.
Hvorfor skulle du absolut også lige vælge alkoholen frem for din familie?
Kunne du ikke i stedet for drikke en masse varm kakao eller spise en masse vanilje?
Der er visse ting man ved livet ikke forstår,
men man ved når tiden er ved sin afslutning, når man opdager i sin hovedbund små grå hår.
Mon der findes et liv efter døden?
Et sted hvor alle mennesker er gode og altid alt for blødsøden.
Hvor flammen altid bliver ved med at gløde.
Hvor ingen laver lovovertrædelser som skal straffes med en bøde.
Du er savnet i mit indre.
Ingen tårer kan mit savn til dig forhindre.
Du døde en vinter.
Gid du stadigvæk var her, men nu må jeg nøjes på dit gravsted at lægge hyacinter.