Her, hvor livets skumring dæmrer
Mindes de fortabte minder
Års længsel, sindet belemrer
Bøjet nakke, våde kinder
Minderne for mit syn passerer
Som var de sat i scene
Melankolien imploderer
Kollapset sind, hvorfor alene?
Min hule krop flyver ned til det sted
Hvor ingen helgen bor
Og ingen sjæl før har haft fred
Ensomhed er et passende ord
Sjælefreden findes ej heller det sted
I himlen, hvor alle er rene
Blandt vingerne er heller ingen afsked
Hvem skulle have troet sig ene?
Det eneste fristed disse dage
Er selve kanten af jorden
Slynger benene ud, læner mig tilbage
Føj, hvor er jeg forloren
Ensomheden må jeg til at indse
Min forstand er væk; hvad skal der ske?