Der er ting, der hæver mig mod himmelen.
Der stemmer mit sind, som en streng jeg fik, hjemme ved havet. Der hvor jeg vandrede, som dreng.
Dengang jeg legede, og bygede slotte, på min barndoms strand..
Ja fodsporene jeg gik, er forlængst skylder bort, af tidens vand..

Men i min hjerte. Og i mine åre
Ser jeg vindens, dialekt..
Den stiller mit sind skarpt som et objekt.
Og jeg husker når vinden, gled over i nord vest, og blev til storm. Det er i disse tider, jeg længes mod solens hav i vest så enorm...

Jo mit sind stemmes, når jeg hører lyden, af havets melodi..
Og længslen mod det hav,
jeg ikke kan nå, Stemmer mit sind
Med melankoli
Som når stormen sender havfuglene mod Øst..
Går min tanker, mod vest hjem til min barndoms kyst..
Der hvor jeg vandrede ved den vest vende kyst som dreng..
Ja Der er ting, som hæver mig mod himmelen, der stemmer mit sind, som en streng...