Jeg arbejder på min smidighed, hurtighed
Alt der gør at jeg kan blive ved
Med at eksistere i en verden fyldt med smerte
Er det - virkelig det vi vil?
Som religion der standser dit blod
Og gør dig kort for hoved'
Og mennesker der bliver ligegyldige væsner
før du ænser at de ligner dig
Og de pløjes ned i al beskedenhed, i hemmelighed
Og vores bekvemmelighed bunder i uvidenhed
Uden ansvar overfor hvad vi alligevel antar'
For at være levende
Og vi hader hadet og skyder skylden på vejret
Og sult og hungersnød fordamper fordærvet
Mens vi overspiser og overgrisser os selv til
Og vores kister bliver stadig større
Fordi vi ikke kan moderere
Realiteter forcerer og smitter som bylder
Der myldrer op ubehagelige steder
Og huden bliver som læder og det er bedre
At lukke øjnene
Og mennesker som påstår at have fundet
Den endegyldige sandhed men ikke forstår
at sandheden kun kan eksistere med flere
Og som du går rundt og tror
At dit ord er det sande
Er vi andre der går og tænker det modsatte
Men når de brænder lig
Søger jeg hi og føler mig utilstrækkelig
Uden motivation og mod til at gøre noget overhovedet
For menneskeheden er ikke kærlig og ærlig
Og alle de andre herlige adjektiver vi tillægger den
Kan vi kun stå sammen når vi brænder os på lokummet?
Er vi så forblændet og fordummet? Afstumpet?
Dumpet!
Jeg trækker mig tilbage til min hule
For at surmule mens jeg grubler over skrupler
Men det nytter ikke
Det er åbenlyst håbløst
at redde verden