Det er sindsoprivende at savne at favne
dig, mon det ville gavne
nogen at havne med begge ben i
livet, der er taget, taget forgivet.
Mon jeg bliver tilgivet for
alt hvad jeg har gjort og gør, ville
du kunne acceptere at jeg agerer som
jeg gør, det er jo banalt at
det en dag går galt, jeg bliver
kvalt i tankestrømmen, af drømme
at drømme om dig, det er levende, jeg er
svævende nu. Kan noget
dø, er tiden gået, har du forstået
at mine udkast, som opkast, er om dig pludseligt
og ustyrligt i vilde
feber drevne øjeblikke der penetrerer
mit væsen. Er du kræsen?