Påskemorgen begynder livet på ny.
Døden er overvundet.
Lyset har vist sig stærkere end mørket.
Solen står op med en livgivende varme,
en skabende styrke.
Frelseren er opstanden.

Forladt er den dystre grav.
Som et tomt hylster,
slidt, tyndt og gennemsigtigt.
Som de jordiske rester
gennemlyst, gennemskinnet af sjælens lys,
af Guds kærlighed.

Væk er mørket.
Som udfrielsen fra et smertens fængsel.
Som en afkastet ham, en visnet skal,
en brudt frøkapsel,
som den forvandlede larve springer ud
af sin alt for snævre, mørke, indelukkede puppe
til sit nye liv som en smuk, vidunderlig
sommerfugl,
der frit breder vingerne ud til
udfoldelse.

Som det evige forår springer ud,
som blomsten vokser op af frøet,
som det grønne forårsblad springer ud af sin knop,
som frøskallen brydes.
For at give plads
til livet,
til sjælens sande udfoldelse.

Påskeliljen synger solgul,
kalder med sin blomstertrompet,
sin indre stjerne, sin sejrskrans
til livets fællesskab,
til enhed og harmoni med Gud.
Med en hilsen fra regnbuens løfte.
Med et smil fra Helligåndsduen.
Med et kors fra dåbspagtens blod.
Som døden går forbi.

Det fyldte bæger flyder over
med kærlighed,
med barmhjertighed.

Påske er;
når Livet trodser Døden,
står op af graven, forvandles
og udfolder sig.