Livet, er en skummel størrelse, bedst som man tror man har fat i noget, slapper man lidt af, og får et spark i bollerne som tak, hvad skal det blive? Er livet bare en stor narresut, som luller dig ind i en falsk tryghedsfølelse, for der efter at fratage dig, alt hvad du troede du kunne regne med, og stole på? Er der noget at sige til, at jeg efterhånden er blevet en paranoid bastard, der i sin naivitet håber på det bedste, og tror det værste , jeg tar jo sjældent fejl. Jeg ville ønske jeg vidste hvor de sad, de fuckin følelser. For så ville jeg tage min største køkken kniv, eller for hånden værende motorsav, og skære det væk. Skære til det hele var væk. Så kunne man måske få lidt fred. Troede engang jeg kendte svaret på, hvordan man slap af med disse forbandede, ubrugelige og belastende følelser, et enkelt prik og så var det væk. Men ak nej det var kun en stakket frist desværre, dagen derpå kom de igen og i følgeskab med deres bedste venner skyld og skam. alt det kaos det skaber i mig, alle de blandede følelser, fuck, det er pludselig som om, jeg til dels forstår folk der slagter deres kærester, koner og elskere, for måske sidder det slet ikke inde i mig men inde i hende?? Hvem ved, en dag når livet har skuffet mig nok, så bliver jeg måske til en af dem, for hvem den ultimative løsning må være at slå ihjel. Men nej det ville alligevel ikke føre noget med sig. Måske er jeg bare dømt til at føle smerte.