Dalenes dis har sneget sig ud over markerne,
ind i skovene, dækker vandløb og skrænter,
har lagt sig som et gråt, trist og træt tæppe
over gårde og huse, gader, veje og stier.
Byerne er indhyllet i et tåget slør,
der lukker for udsynet.
Indeklemte længsler og glemte følelser
er gemt bort i grøden,
hvorfra det sarte spæde liv vil spire.
På højdedraget står de trøstende træer
med bristefærdige knoppers lykkelige besked
til landet, nu jord og himmel mødes i et favntag.
Brat bryder solen igennem
dalenes dis,
her højt oppe er luften klar.
Det er som; et forhæng er blevet trukket til side;
og der er åbnet for en strøm af lys og glæde.
Nu haster alting vågnet til en ny
skabelsens begyndelse.