Basalt lykkelig
står jeg op
med den nye morgen.
En døsig svag stemme taler
som et ekko fra urskabelsen
om livet, der stadig
bliver til.

Der er dog skyer
på min himmel,
skygger dækker for horisonten,
udsynet er ikke frit.
Solopgangen er ikke tydelig.
Luften er fyldt af
dirrende intensitet,
mættet af finregn.

Endnu halvt sovende som i drømme
ser jeg et rynket smilende spædbarns ansigt.
Først ligner det et dødningehoved,
fra et kranie ændres det til
en oldings ansigt,
får mildere træk
stadig barket og vejrbidt
med et muntert gavtyveblik.

Den mørke nats forvandling
til morgenrøden.

Mens jeg langsomt og roligt
går over broen
møder mine øjne et opmuntrende syn;
fuglenes formation
forandringens tegn.

Foråret begynder at vise
sit milde ansigt nu.
Lyset trænger stadig stærkere igennem.
Dagen fyldes af flere nye muligheder.
Den frembrydende varme baner vej
for vækst.

Solens kraft kalder,
jorden sender sin længsel mod himlen
med spæde spirende bevægelser
rører naturen på sig.
Den nye begyndelse anes.
Det grønne genfødte liv
bryder igennem
mange mørke lag.

Julerosen spørger med sin enkle skønhed:
"Tør vi tro på livets morgen,
altings begyndelse..?"