Minderne vælter frem endnu engang
Gråden trænger sig på og smerten føles lang
Endnu engang må vi alle stå model
Til en kvinde som ikke er sig selv

Blikkene er triste og siger mere end ord
Om den frygt som i os alle bor
Hvad sker der nu, hvor føre det hen
En kvinde vi ikke længere kan kende

Ordene er hårde fra din mund
Du virker fjern, næsten ond
Det er svært at forstå hvordan
En sygdom som denne skal gribes an

Prøver at tilgive og ikke bære nag
For alt hvad du gjorde og sagde
Barndommens skader har sat sine spor
Ved ikke længere om jeg tror

At du nogensinde kan blive den kvinde
Som mit hjerte så desperat søger at finde
Den mor som mine længsler råber på
Er den mor jeg ved jeg aldrig vil få

Det er på grund af dig jeg lukker mig inde
Derfor mit hjerte ingen kan finde
Frygten vogter altid med sit sværd
Bange for at lukke ind og få nogen kær

Tårerne triller nu atter på min kind
For hadet er stort til den kvinde jeg aldrig mere vil lukke ind
Håbet er rendt ud og kan ingenting se
Jeg håbede og bad at det her aldrig ville ske

Kan ikke længere være din lille pige
Mor, vil du aldrig igen høre mig sige
Har gjort op og lagt det hele bag lås og slå
Smidt nøglen ud og valgt at gå

Dette er mit sidste farvel til den kvinde
Som bragte mig til verden og lod mig finde
Vejen gennem livet på egen hånd
Jeg takker og kapper mit bånd