Her sidder jeg ene og alene i nat, fjernsynet er slukket, stearinlyset er tændt og jeg har puttet musik i ørene. Jeg er spændt på mit projekt, jeg har sat alarm til en time frem og ser hvad mit hoved bringer mig af tanker.
Jeg lytter til musikken, det er Take That der spiller, jeg bliver glad og tænker på den koncert jeg skal til, til sommer.
Jeg skriver med en gammel veninde og tænker over hvor meget jeg egentlig savner hende, vil gerne tilgive hende for det hun har gjort mod mig, men jeg vil også gerne være stærk og stå fast ved min mening. Jeg smiler lidt skævt fordi jeg er stolt af mig selv.
Jeg tænder mig en smøg, lytter til Robbie Williams og stirrer på stearinlysets glød...
Jeg tænker lidt på min sygdom, Borderline, det er et dumt sted mine tanker forsvandt hen, men det er måske en tid at tage min psykologs råd op til overvejelse? "Bliv i følelsen"
Jamen så lad mig da se hvor det fører hen...
Det gør mig trist at tænke på at jeg er syg, jeg føler skyld fordi jeg bringer folk omkring mig så meget smerte ved det jeg gør. Min mor, min søster, mine venner...
Jeg tænker at hvis jeg ikke var her, så ville de ikke lide last af mig, de vil få det bedre.
Jeg har en stor lyst til at forsvinde væk fra denne verden...
Jeg er sur på mig selv fordi jeg tillader mig selv at tænke sådan, fordi jeg ved at det ville gøre mine nærmeste så meget mere ondt end noget andet kan gøre.
Jeg vil gerne straffe mig selv, for at tænke sådan.
Jeg finder mine blade, tager et op og holder om det... tænker... en stemme siger jeg skal lade være, jeg spørger den, Hvorfor? Jeg fortjener at blive straffet for det jeg vil påføre mine kære. Stemmen fortæller mig, at det ikke er sandt, at min mor, som jeg beundrer fordi hun kunne holde mig ud i så mange år og finde sig i alt det lort jeg har gjort og givet hende, men alligevel elsker hun mig ligeså højt, som hun elsker min søster, Karina, som jeg beundrer så meget... jeg begynder at græde... jeg beundrer hende for det hun har udrettet i livet indtil nu. Hun fandt en vidunderlig kæreste, med en sjov og skør familie, som hun holder af. De flyttede sammen, blev forlovet, flyttede i hus, hun blev gravid og siden hen gift, jeg tror aldrig jeg har set en brud mere smuk end hun var, hun strålede mere end den mest funklende stjerne på nattehimlen. Jeg elsker hende, men tør ikke fortælle hende det... jeg er bange for at hun ikke vil sige det samme...
Hun gav mig to vidunderlige nevøer, Benjamin, min gudsøn og Kristoffer, som jeg elsker mest af alt her på jorden.
Stemmen fortæller at Anja, Tilly og alle de andre kære jeg har, også elsker mig og ikke ville få det bedre hvis jeg forlod dem, selvom de ikke er gode til at vise det, ved jeg det inderst inde og det gør de også.
Jeg mærker følelsen af glæde og ser bladet ligge foran mig, jeg kigger på min arm, jeg kan kun se de gamle ar jeg har lavet, ingen nye blodige ar... jeg smiler, for jeg har ikke lyst til at skære i mig selv mere nu... Det går op for mig at det lige har virket at lytte til min psykolog, jeg blev i følelserne og fortolkede dem i stedet for at glemme det hele efter nogle snit. Jeg er stolt af mig selv og glæder mig til at fortælle min psykolog om det.
Jeg sætter mig tilfreds tilbage i sofaen og tænder endnu en smøg...
Jeg glæder mig til at se min mor i morgen, jeg savner hende lidt nu.
Jeg lytter til den stille Twilight Piano Series og nusser min kat.
Jeg slapper af...
Tiden gik, det var en hurtig time, jeg er glad, for jeg syntes at mit eksperiment kig godt. Jeg kunne sidde alene i mørket og tænke de fæle tanker, det lykkedes mig at blive i nuet og i følelserne og jeg kunne komme væk fra dem igen uden at gøre mig selv ondt.
Jeg er lykkelig et øjeblik.
Mor, jeg elsker dig
Karina, selvom jeg ikke fortæller dig det, så elsker jeg dig meget højt