I aftenskumringen - i ly af busholdepladsens læskur
Dér står jeg og er pludselig angst uden at vide hvorfor...

Jeg skimmer over på den anden side af Tomsgårdsvej
Ser silhuetterne af folk inde bag et hegn - spots kommer og går
De pakker deres kolonihave sammen til vinteren - jeg tænker...

Der er noget næsten urimeligt trist over denne aften....

Det er næsten mørkt nu og jeg føler mig ene i denne aften og jeg er ikke stærk
Jeg lytter ud til verden men når jeg virkelig er bange så er alt fuldstændig tavst

Jeg eksisterer ikke - jeg er i en tidslomme hvor ingen mér kan finde mig eller nå mig mere...
Og ingen kommer mig i møde - ingen tager imod mig - ingen stryger min kind og spørger hvad som er galt.

Jeg kan høre mit hjerte slå imens jeg spejder efter linje 21 og mine ben de ryster...
Min puls går hurtigt og mine tanker farer vild - hvad sker der indeni?

Jeg går ind i bussen - glemmer for et øjeblik at sjælen næsten helt forsvandt med mig i mørket
Jeg ser de blå blink og jeg hører lydene fra gaden og jeg ser på sjælene omkring mig

Jeg går ud i natten, føler alle er forsvundet, at lyset ikke mere er til at finde
At ingen af mine venner og kære er i denne verden mere - de er alle bare rejst

Jeg tænker på den pille der ku dulme al min kaos men så med ét da er jeg tilbage igen....
Og alt er for en stund atter glemt - men jeg ved at mørket kræver alle mine kræfter

Jeg bliver så træt så træt indeni....så træt så træt så.....