Den ventede pænt på sin tur
Den stod tålmodigt i rækken
Den masede sig ikke frem
Den ventede på de andre
Den havde slet ingen hast
Den var anderledes i sit sprog
Den var ikke som de andre
Den lænede sig forsigtigt frem
Den lånte tiden fra et hjerteslag
Den viste ham to spejle fra et liv
Den smilte stille, fattet, kærligt
Den pegede på disse spejle
Den viste ham mørke og lys
Den viste ham støj og stilhed
Den viste ham angst og tryghed
Den viste ham tårer og smil
Den viste den blinde sti hvor han gik
Den tog fat i begge hans hænder
Den aede hans ansigt så forsigtigt
Den sagde så: Kom! Kom nu! Det er nu!
Men, han kunne ikke - han jog den bort
Tanken...