Dagen går mod natten
alt er kun et gøglespil
omsluttet af den sorte stilhed
en gennemtrængende kulde
dybet kalder
hviskende og sært
blegner håbet
tomhed taler tyst.
Al storhedspragt er visnet
blegnet bort
falmet og forsvundet.
Vejret veksler varierende
kalder mindet om alle
tider frem
holder fast i deres drømme essens,
nu hvor virkeligheden går under
tæppet trukket væk
under fødderne
den faste grund forvandlet
til en afgrund.
Gyldenbrændte farver fejrer
livets evig-glade fest
i en sørgmodig dans.
Lag på lag falder
blade drysser fra snart nøgne træer
med en særegen afklædt lethed
drager jordens tyngde dig
ind i sansernes spil.
Flugten går mod dvale
et hi for den vintergolde træthed.
Hvor ingen blændværk,
ingen indbildning finder sted.
Hvor faste formers opløsning
drager ind i den hvide intethed.
Oktober har sin vindblæste
eftertænksomhed.
Ved bålet finder man en smule varme.
De stærke farvers flammende livlige glød
giver mod, håb og glæde,
omend de skyldes
et sørgeligt håbløst forfald.
Opløftet, befriet
svæver ånden
på vej fra efterårets skikkelse
til en kølig vinterdragt.