Det står skrevet i månens
Overflade
At sirenen og pilgrimen
Skulle på eventyr
Bag de syv høje bjerge
Gemmer sig de fire små dværge
Som er vidner til dette forunderlige
Skue

De griner og græder i takt
Mens historien udfolder sig akt for akt
Forvirrende ja, men smukt og sandt
Og et drama værdigt vores helte

Men er det en komedie, et drama
Eller en tragedie?
Dværgene undres. Mon vore helte selv ved det?
Sirene, med det rene hjerte holdet sin
Pilgrim tæt

Han, den kyniske antihelt, knuger hende hårdt
Af frygt for at tabe hende, vel vidende
At det netop er hvad han gør
Hvis han ikke sætter hende fri.

Han ser i hende
Ikke sit eget spejl billede
Hun er ikke askepot
Og han er ikke rumleskaft

Hvis blot de skulle forløse sine
Kødlige lyster
Var sagen klar
Men ak, amor melder sin ankomst
Og strakte sin arm ud

Det som blot skulle have været
En sommer flirt
Var nu forvandlet til....
Dværgene så bort, skræmt af
Eventyrets konsekvenser for
Sirenen og pilgrimen.

Men midt i alt påstyret
Mellem amors pile og safternes brusen
Hørtes en mild stemme
Som viskede, " lev i nuet eller tab dig selv"

Ahhh viskede dværgene i kor
Alt stod stille og pludseligt
Gik livets ulidelige lethed op for
Pilgrimen

Som tog sin sirene med til kanten og sagde
"jeg hopper gerne for dig, jeg ofrer alt
Og intet. Hvis ikke vi lever nu, lever vi aldrig.
Elsk med mig her, på kanten og lad os ædelt
Glemme os selv."