Flammende kors oplyser min vej
Som projektører viser de mig ud
Ud af vreden og ind i den brændende mand
Som bor ved vejens ende
I en ørken af sukker
Af Sødmefyldte fejltagelser
Og Harske sejre på skyggefyldte skråninger
Bor Nederlag brolagt med ægte kærlighed
På tværs af livets fossende strøm
Stamper jeg videre
klamrende det mælkebøtteblad
Du gav mig som forsoningsgave
Gulnede løfte vi ikke længere
Tør håbe på flimrer fattigt
Forbi i bakspejlet
Løsrevet vores ustyrlige drifter
Elektriske nåle folder vores
Drømme ud
Helt ud der hvor livet
Kun er bevægelse
Der hvor sproget ikke kan
Nå os
Hvor smerten er overflødig
Fordi det at være i live er den største provokation