Jeg plejede at håbe på forsoning,
for det virkede så trist, at det skulle slutte så brat.
Jeg kæmper med spørgsmål, som aldrig er blevet besvaret.
Jeg kæmper med skyld, som aldrig er blevet forløst.

Jeg begræder at du lod vores venskab smuldre,
at du ødelagde hvad du inderst inde vidste var rigtigt,
men du havde vel intet valg.
Du kunne vel ikke selv kontrollere din facon.

Nu driver jeg over dig, svæver i brisen, ser de mørke skyer.
Når du hører om mig græder du ikke,
du har vel ingen grund til det.
Det er ikke dine spørgsmål, som aldrig er blevet besvaret.
Det er ikke din skyld, som aldrig er blevet forløst.
Og hvis det er, så får jeg det aldrig at vide nu.

Du fordærvede alle de bånd vi havde,
men du er er vel ligeglad.
Du har for længst lagt fortiden bag dig.
Du har for længst lagt minderne i glemmebogen.

Så jeg vil fortsætte med at svæve,
og se min gamle ven glemme mig.