Når lyset er stærkest,
dagene stadig lange, mens natten er lys,
og mørket venter i kulissen.
Når glæden blusser,
og solen giver os hjertehåb.

Så tænder vi bål,
holder fast ved dagens mod
for at holde frygten
på afstand
og det onde borte.

Skyggerne trænges i baggrunden,
ilden bæres
videre ind
i mørkere og koldere tider,
der kommer.

Vi varmer os i tryghed,
fejrer Sct. Hans fest,
samler os i fællesskabets arme.
Ingen lukkes ude,
for tillid har sejret.

Heksen og trolden sendes sikkert
afsted, hvor peberet gror.
Vi renser ud, rydder op,
den gamle ham smides på bålet,
fortidens spøgelser brændes.

Der gøres status, sindets rengøring;
man ser tilbage og frem.
Hvor går livet hen?
Sommerens solrige dage
og milde regn nydes, det er ferietid.

Dæmoner flygter for lyset,
håbenes fakkel er tændt.
Vi synger kærlighedens sange,
tror på det gode
og befæster det menneskelige.

I det blafrende flammeskær
søger vi venskab og fred.
Gennem skærsilden fjernes sindets ukrudt.
Det gamle og visne had
med fjendebilleder brændes bort.

Himlens helbredelse regner ned over
det ganske land
som i en mirakel-dans
tør vi atter møde hinanden
frit og åbent.