Du bærer på en sorg,
som ingen må se.
Kender du ikke smerten,
vil ikke vide af den?
Farlig er den sorte fugl
fortrængt som den er
til en skummel krog.
Gemmer sig der
som et spøgelse
i sindets tåger.

Du klarer dig godt,
nærmest perfekt.
Trøster du dig med,
at ingen er fuldkommen?
Hvileløs er din ro
i det afbalancerede ydre.
Grådens rynker vil slå revner i facaden.
Plagsom og pinefuld er den smerte,
der ikke finder lindring
i tårens forløsning.

Du korser dig
for at skulle vise svaghed.
Her har kun den stærke ret,
ret til at benytte sig af din sårbarhed?
"Den, som står alene, er stærk".
Gentager du - bange for nærhed.
Det går ikke an at blotte sine udsatte steder
på den åbne slagmark.
Så hellere beskytte sig med løgnens maske.
Vreden vokser indad - gør dig hård og nedtrykt.
Angsten æder sjælen - bid for bid.

Du bærer på en lykke,
som ingen må se.
Kender du ikke glæden,
vil ikke vide af den?
Når den sorte fugl er brændt,
opstår en nyfødt af asken.
Flammende rød på hvide vinger
stiger den op mod den solbeskinnede himmel.
Den, der ikke vil acceptere
sin sorg og smerte,
dræber også glæden.

"Sorg forsvinder først,
når den accepteres".