Hvor har jeg mange gange drømt
ikke om at blive berømt,
men om at kunne flyve,
ikke for uden straf at tyve.

Men for at brede vingerne ud
udbringe lykkens bud,
hæve sig højt op over
tagene i en by, der sover.

Kigge ned på selve livet,
hvor mennesker må bøje sig som sivet
i livets evige kamp -
udsuger alle dine kræfter som en svamp.

For at fornemme, få lov at svæve,
drømme på en sky, af lykke bæve,
vinke ned til problemer nu så små,
der samtidig synes meget få.

Baske med vingerne og tage
ned, hvor man i solen bage -
på afstand af alt,
gøre status og få alting talt.

For at føle, mærke, høre og se -
kort sagt leve - græde og le,
tage det sure med det søde
for det må vi alle med døden bøde.

Opdage sin virkelighed
i fuld tilstrækkelighed,
se verden tydeligt og klart -
hvor man faktisk er sart.

For at få nye kræfter
drikke af naturens safter,
så tidsrummet mellem fødsel og død ikke kun
er en overlevelseshverdag - mon?

Hvor har jeg behøvet
denne flyvetur efter i så lang tid at have tøvet,
drømmenes frihed er nødvendig,
når man ikke vil være elendig.