Du står op
og ser en ny morgen.
Du ser, at himlen ikke har samme farve
som i går.
Helt bestemt - det føler du inderst inde -
en lysere farve, ikke grøn,
men alligevel - en håbets farve.

En gylden sol,
der ser lige ned på dig og varmer dit sind.
En mild stilhed, kun iblandet en forårssang
fra fugle i det fjerne.
I dag synger dit hjerte med -
måske var fuglene der også i går,
men alligevel - hørte du ikke deres sang.

Du må ligesom
meget forsigtigt vænne dig til,
at den kulde, der igår var altopslugende,
nu i dag
næsten er forsvundet, varmen tager over -
fra et langt vinterhi er det svært at omstille sig,
men alligevel - lykkes det en dag.

Måske er din glæde
kapslet inde, begravet i et dybt lag sne.
Alt for længe har tiden stået stille -
nej, ikke tiden, den er gået hastigt forbi dig.
Du har siddet gemt bag din puppes tykke væg,
nu vil glæden - livslysten prikke energisk for at få hul,
men alligevel - en lang udvikling, der kun lige er begyndt.

Nu ruskes du vågen -
vækkes af ting, du burde have set for længst.
Græsset er blevet lidt grønnere, lidt flere blomster
dukker frem.
Små tegn, som du indtil nu har overset -
mange forspildte stunder, mange forspildte dage,
men alligevel - kommer der en ny morgen.



Du står op
og ser en ny morgen.
Du ser, at himlen ikke har den samme farve
som i går.
Helt bestemt - det føler du inderst inde -
en lysere farve, ikke grøn,
men alligevel - en håbets farve.