Jeg kan ikke ret meget italiensk, kun nogle få ord, men på en rejse i Italien bruger jeg dem så alligevel. Italienerne har slet ikke noget fremmedsprog i skolen, så der er kun meget få, der kan tale engelsk, eventuelt tysk. Heldigvis går det alligevel med de få ord jeg kan og nogle tegn med hænderne, for italienerne bliver glade, når man prøver at tale det eneste sprog de kan, selv om man givetvis radbrækker det. Så er de meget venlige og gør gerne meget for at hjælpe.
En dag havde jeg gået i Firenze og købt lidt ind og havde ved den lejlighed fundet ud af, hvad adskillige ting hed på italiensk, og i den forbindelse havde jeg også af gode grunde sagt tak mange gange, når jeg blev betjent, og det kan jeg, det hedder grazie.
Det havde jeg sagt flere gange i løbet af dagen, og da jeg så kom hjem, sad der nogle svenskere i hotellets café og drak kaffe. Jeg satte mig ned med en espresso og snakkede lidt med dem, og vanen tro, når jeg snakker med nogen fra de skandinaviske broderlande, så slog jeg om i et slags blandingssprog, hvor jeg bruger deres anderledes ordvalg og udtale så langt jeg formår og ellers taler tydeligt. Da en af svenskerne så rakte mig den varme mælk, som det er skik i Italien at hælde i kaffen, så kommer jeg minsandten til at sige - grazie! Ak ja, mere skal der ikke til før vanens magt bliver stærk.