Strømmen er gået, for gud ved hvilken gang her i Dhaka, Bangladesh. Denne gang er der da i det mindste en reel årsag. Cyklonen "Sidr" fejede i går nat ind over dette skrøbelige land og forvoldte store skader på den sydlige del af landet. Jeg sidder i min store 165 km2 store lejlighed, og tænker på hvor sårbare vi i grunden er, eller er det måske bare alt for privilegerede vi er - os der bor i det der kaldes Vesten? Jeg sidder her og keder mig for vildt, fordi der ikke er noget strøm. Ingen computer, intet TV, intet varmt bad, så jeg kan ikke engang fordrive tiden med at være lidt god ved mig selv. Alt maden i køleskabet er ved at være halvt fordærvet, og jeg kan ikke engang sende en sms besked hjem til familien om at vi er ok - at cyklonen var aftaget så meget, at det bare var en kraftig storm oppe hos os i Dhaka.
Egentlig ville jeg mene, at jeg sagtens kan leve uden strøm, det er der så mange der gør, og de klarer sig da. Bare ikke mig. Jeg er vokset op med, at kunne gøre hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg kan se en film, spille et computerspil eller gå i køleskabet og tage en snack, for at slå tiden ihjel. Hvorfor er det lige, at jeg vil slå tiden ihjel? Er det fordi jeg er bange for ikke at være med mere, bange for at gå glip af noget, eller er det simpelthen bare tanken om, at jeg bliver nødt til at bruge mit hoved - min fantasi, for at få tiden til at gå, der er så skræmmende, at jeg hellere vil overgive min hjerne til elektronikkens lyksaligheder? Når elektronikken bare sådan pludselig rives fra mig, og selve "Tiden" har bestemt sig for at tage en slapper og drosle ned på tempoet, og min hjerne langsomt vågner af den elektroniske bedøvelse, begynder jeg at tænke. Jeg tænker på det liv, jeg lever, på hvordan jeg har udnyttet de muligheder, jeg har fået gennem livet. Er jeg tilfreds med mit liv og den retning det tager. Af og til skræmmer svarene mig, for de kræver handling. Jeg har en hverdag hvor informationer, holdninger og billeder strømmer ind i hjernen på mig, uden at jeg behøver at udfordre min hjerne med at tage stilling. Hvor soap-serierne har så mange problemstillinger, jeg skal forholde mig til, at jeg ikke har overskud til at løse mine egne.
Jeg har gået rundt som en løve i et bur siden jeg stod op, hvad skal jeg dog lave. Jeg kommer til at tænke på en artikel, jeg har læst om at skrive. Forfatteren skrev, at noget af det vigtigste, ved at skive er, at ikke holde op igen. Det synes jeg er en meget spændende idé. For hvis du bare lukker op og lader ordene komme, kan det jo være, at der pludselig opstår en god historie. Det må være det samme med tanker - luk op og lad være med at lukke i igen. Det er okay at jeg keder mig. Det er faktisk en kæmpe udfordring, vil jeg sige, men tænk nu hvis det resulterer i at jeg pludselig finder løsningen på den globale opvarmning, at jeg finder ud af hvorfor jeg ikke er rigtig glad, og finder svaret på det, at jeg få en god idé til billigere brændstof, eller finder ud af hvor alt min glæde kommer fra, og kan dele den med andre, finder ud af hvordan skellet mellem rig og fattig kan udlignes her i Bangladesh, eller komme med en super idé, der gør det nemmere at hjælpe, de der er blevet hårdest ramt af Cyklonen. Der er så mange muligheder. At forholde mig til mine tanker, i stedet for bare at lade dem flyve, kan måske give svar og løsninger, som jeg normalt ikke ville finde frem til. Jeg fornemmer et stort potentiale.
Så nu kom strømmen igen - jeg tror jeg vil gå ind og se Desperate Housewifes...