Du var engang så sikker og fast,
intet kunne ligge dig noget til last.
Du blev til, for at beskytte mit indre jeg,
mod dem som ingenting forstod hos mig.

De havde givet nederlagene nye spor,
plantet krænkelserne, som nu hos mig bor.
Efterhånden som jeg blev passiv og grå,
jo flere sten fik du lagt på.

Til sidst blev du bygget med lynets hast,
efterhånden som min verden brast.
På den ene side, var verden grå og svær at forstå,
på den anden, lignede jeg en, som havde styr derpå.

Min hjerne kunne ikke længere fordøje de ord,
som hele den hvide verden troede på.
De spurte konstant og forventede svar,
jeg ville bare gerne langt væk herfra.

Forsvar / muren.