Kærlighed er en dødelig drøm,
jeg ikke kan forstå..
O mørke himmel, O smertens smil
som den sidste rose
vil jeg bære dig
i de smukkeste og hemmeligste haver
inde i mit hjerte..
Bort er du, væk som en drøm.

Kærlighed er et tyndt lag mørke,
jeg ikke kan bryde..
Som en buket blomster
der modtages en sen nat
flyver fugle i det øde
jeg vil blandes i vandets strøm
i blodige ørkeners stille veje
vil nyde nydelsen
Jeg er nødt til at forlade stedet
sammen med dig
men hvis jeg alligevel bliver
vil jeg ødelægge de høje tårne..

Kærlighed er en glemt sang,
jeg ikke kan synge..
følelsen efter adskillelsen
en ny dag fødes,
hvorfor kan jeg ikke smile?
Ved en sort solopgang
kan jeg ikke vente på natten
om det er det uventede efterår
der har fået mine roser til at visne
kan jeg ikke svare på..

Kærlighed er en oprørsk angst,
jeg ikke kan stoppe..
dens ben rammes af nattens rejse,
håbet er en hvid rose, spirer fra dens bryst
For at kunne føle kærestens duft
vil børn blive tilbage
døende og grædende..
Når bidronningen lander
på sjælens diamant
vil den leende oprører stige på bjerget
og den vil genlive de lys hårede,
knuste spejle..

Kærlighed er en forpestet melodi,
jeg ikke kan nynne..
Dens rytme breder sig fra toppe
i mindernes galge
bliver røde reb bundet til vore halse
dens ofre går rundt i en blindgyde
det der afslutter kærligheden
er de ligegyldige forelskede,
tager brændenælderne i hånden
og kysser dem
kærlighed er drømmen af håb,
i smerternes land.