Jeg kender en præstefamilie, der hedder Paaske til efternavn. Selvom det staves med dobbelt-a i stedet for å, så er der nogle muligheder i det, når det siges, for her kan jo ikke høres nogen forskel.
Manden i familien kom også til at høre den ene dumme vittighed efter den anden, især da han udgav En Bog om Påsken, blandt andet blev han spurgt den ene gang efter den anden, om det var hans selvbiografi. Han kom også til at høre til kedsommelighed, at man kunne kalde den en påskebog.
En af hans svagheder som skribent var, at han havde det med at komme med mange sprogblomster, som det så var nærliggende at kalde påskeblomster, og når nogen af hans venner fandt disse i hans skriverier, så begyndte de at synge Grundtvigs berømte Påskeblomst, hvad vil du her?
Han redigerede engang en sangbog, hvor han forsøgte at gøre sproget i gamle sange mere nutidigt, men det var ikke helt vellykket, så der var mange der mente, at der var lidt for meget påskebryg i den sangbog.
Så blev han gode venner med en kollega, der hed Juul til efternavn. Så var der ingen grænser for endnu flere dumme vittigheder, som at "der kommer Juul og Paaske, ja, julen varer jo til påske" eller "ja, jul og påske hører sammen."
En skønne dag skete det, at Juuls kone tog telefonen, mens hendes mand var i haven. Det var så Paaske, der ringede og sagde, at han kom på besøg i pinseweekenden. Så lidt efter hørte naboerne hende sige: "Juul, Paaske kommer til pinse."