Nu sidder manden, og glor ned i den, efterhånden, kolde kop kaffe.
   Han ved ikke rigtigt, hvor han skal gå hen, eller hvad han skal give sig til.
   Ser lidt pladder i fjernsynet, som han ikke får noget ud af. Ikke en gang et smil.
   Hans værelse er tomt, men det dufter stadig - af hende. Og hvert hjørne af hans lille rum har et minde, der ikke vil forgå. Han stirrer på det lille kort, han fik af hende den 29/12, og han lukker det hurtigt igen, fordi det gør så ondt. "Jeg elsker dig af hele mit hjerte" mere når han ikke læse. Han ligger det fint tilbage på hylden, og lader dråben vandre ned af kinden.
   Udenfor skinner solen vist. Måske. Hvad betyder det også? Støvet danser i lyset fra lampen, og telefonen ringer aldrig mere. Den er løbet tør for strøm ligesom manden, der grå som væggen, sidder og knuger hænderne i skødet. Han prøver at tænke på noget andet, men ser så over på bordet, hvor de havde elsket så inderligt, kigger ud i køkkenet hvor de havde fyldt rummet med latter, kigger ud i badet, der var begyndelsen på deres forhold. Og cigaretter flyder ud over askebægeret og ned på gulvet, og vandet løber ude i badet og latter runger i køkkenet og støn lyder fra sengen "jeg elsker dig af hele mit hjerte" stod der, og den sidste elektricitet forsvinder, da han brøler så spyttet rammer loftet.