Smagen af kærlighed er ikke at tage let
Salamandrina kaldte han sig vist ham på gaden i hans dommedagsprofeti
Og ved hans side jeg satte mig med resterne af mit hjerte hængende på tøjet
Papirmennesker og avisudklip gik forbi os der
Der i den stille regn
Og han råbte til folk at de da ikke fandt lykken der
Ikke i den forretning ikke ved hjælp af det par sko

Og de gloede på gamle Salamandrina - med støvede øjne
Og bad ham om at passe sig selv
Som profeten der på gadehjørnet solgte nøgler til folks sind
Og han blev slæbt væk af uniformer som alle os andre

Og jeg blev spurgt hvorfor jeg sad der og hang
Og jeg viste dem stumperne af hjertet
Og de slog mig med lange knipler
Profeten blev smidt blødende på gaden sammen med os andre

Og Salamandrina døde den aften i hans celle
Og blomsterne døde den samme nat
Farverne forsvandt og pladerne fra den svundne revolution blev brændt

Men jeg sidder her stadig - med resterne af mit hjerte
Og profeten står der stadig.
Og vi hilser da på hinanden indimellem imens vi prøver at finde de sko der gør os glade

Det er en bittersød glæde - for Salamandrina råber stadig et sted inde i os med firbenets farver og dets skarpe tænder vil vi en dag endnu en gang sætte os og lade farverne eksplodere. Og måske vil revolutionen samle mit hjerte