Havets moder, høre mit hjertekval,
om at miste en menneskesjæl.
Meterhøje bølger som tog tusinde sjæle.
Havets moder du lod dem dvæle.

Jeg græd mange tårer
og mærkede mine sammenpressede blodårer.
Mine nerver var på sammenbrudsrand,
fordi mit barn også var på den strand.

Jeg tænkte også på de tusinde andres.
Hvorledes mon de overlevendes tilværelse vil forandres?
Mon du TSUNAMI forstår menneskesorg og smerte?
Ellers skal jeg nok lære dig det.

Jeg troede at havet og stranden var fyldt med lykke og glæder.
Nu ved jeg således at den også er menneskeæder.
Tsunamien er en ulv i fåreklæder.
Pas på denne van(d)skabte grovæder.

Dem som er borte kommer ikke igen.
Så det gælder om i livet at tilgive igen og igen.
Havet og stranden er atter blevet min venner.
Jeg har lært at de blot er lærdommens tjenere.

Lige et par ord på det sidste.
Hvis i nu ikke vidste.
Så kommer her en liste:
Læg minderne i en kiste.
Glem det triste.
Det som er borte kommer ikke igen.
så lære at leve videre i livet, min ven.