Gennem mudderet vandrer Django møjsommeligt
kisten er svær, den tynger ham ned.
Bag ham tragedie, foran ham vold.
Hende han redder fra en grusom død
kan ikke reddes i det lange løb.

Django er bitter dagen igennem
derfor søger han dagligt hævn
seksløberen er lov, den skyder skarpt
maskingeværet i kisten mejer dem ned,
der maltrakterede hans mor og hans søster.

Men guldet går tabt i mosedyndet,
pigen dør, hans hænder er knuste.
Nok fik han hævn, men hvad vandt han dog?

Hævnen er sød, dens frugt er bitter
alting er tabt, selv førlighed.
Django kunne have levet et liv
i fred og lykke,
ensom vandrer han slæbende mod sorte skyer.