En ung, sorthåret pige
Danser sanseløst rundt i en rosenmark.
De purpurrøde roser lægger sig omkring hende,
som et fløjls tæppe.
I sin højre hånd, holder hun en hovedløs kvinde figur
I ler.
Taler til den en gang imellem.
Hendes dans bliver vildere.
Hun drejer rundt,
hendes virkelighed drejer med.
Hun kærtegner lerfiguren venligt.
Smiler til den.
Hun virker som essensen af uskyldighed.
Det legende barn.

Hun danser mellem roserne.
Hendes fødder bliver flået til blods,
Af de natsorte torne,
hun er ligeglad.
Hun danser for at glemme.
hendes øjne, to sorte huller,
Som er alt andet end tomme.
Roserne er purpurrøde, deres stilke sorte som natten.
Forræderisk skønhed.
Pigen slynger sit sorte hår omkring sig, i sin maniske dans.
Hun eksisterer.
Lader sig vansire af sanse indtryk.

Hun danser.
Danser nattens dans.
Hun danser sorg.
Hun er perfekt
Med et hul i ryggen.
En lang, dyb flænge,
Som åbner ind til mørket bagved.
Hun slynger lerfiguren rundt i store bevægelser.
Ler en vanvittig latter.
Skingrende slynges den udover landskabet,
Og giver genlyd i intetheden.

Hun drejer rundt vanvittigt hurtigt,
Og så
Taber hun lerfiguren.
Den falder nedad,
Rammer jorden, og splintres
I tusinde stykker.
Pigen går itu,
Splintres som ler figuren,
mens hun drejer rundt.
Nu er latteren alt,
Som er tilbage.