Da du var lille legede du tit med solen
Du prøvede tit at sætte sol og måne sammen
Men de ville ikke helt som du
Sol og måne kan ikke enes
Selvom du gjorde dit bedste

I dine øjne fandt jeg stjernerne
Men de skinnede kun sjældent
Det var som om lyset i dem var gået ud
Som om de aldrig mere ville lyse
I dine kønne øjne

I haven ville du have at græsset skulle vokse hurtigere
Men det spiste ej din gødning
Det ville ikke vokse
Lige meget hvor meget du passede og plejede det..
Var det bare ikke godt nok

Du tog dig kærligt af de blomster der var ved at visne
Du nærmest vogtede over dem
Ingen måtte gøre dine blomster noget.
De fik masser af kærlig og omsorg
Du gav dem så meget af det der var dig.

Du holdt så meget liv, i det der ellers ville være gået ud
Du troede så meget på at det ville overleve
Og din tro var rigtigt
Alt overlevede med din kærlighed og omsorg
Alt overlevede ved dine magiske hænders hjælp

Du var en engel, en helt speciel en
Du var din egen
Det kunne ingen lave om på
Du troede på mange ting, som vi andre syntes at være umulige
Men med din hjælp, lærte vi:

At selv det mest umulige er muligt
At selv glemte stjerner vil vågne en dag
Og vise os vejen frem.