Vi sad bare der.
Og der havde vi siddet længe.
Pludselig slog jeg speederen i bund.
I starten var det sjovt, nyt og spændene.
Men jeg blev ved.
Han råbte stop, men jeg stoppede aldrig.
Jeg blev bange.
Så bange jeg ikke kunne røre mig.
Jeg troede aldrig jeg kunne stoppe.
Det var som en besættelse.
Det gik bare stærkere og stærkere.
Vi begyndte at slingre.
Op og ned, hele vejen lang.
Han ville ønske jeg var stoppet.
Men det gjorde jeg ikke.
Det sidste jeg kan huske er broen.
Broen som vi røg ud over.
Ned i det dybe, kolde, mørke vand.
Vi kæmpede for at komme på land.
Men vi druknede.
Nu er vi to intet.
Intet pga. farten.
Kærligheden
Livet
Og sjælens besættelse