Mens jeg går, mærker jeg efter
dit brev under armen
Himlen er skyet
dine læber smiler til mig fra brevet
Et par linjer lykke, et genfundet håb
er blevet til min frelse

Du har sendt mig solen
mellem linjerne
du har sendt mig stjerner
så jeg kan finde vej
i en mørk verden
har lyst op som månen, i mit hjerte
Du har blomstret i min sjæls forældede sår

Sorgen skyldes et fortabt blik på regnen
Med rustne skridt går jeg rundt
i jeres kvarter,
Min stilhed smitter af på fortovene
Tomheden misunder mine blikke
Vinduer glemmer helt at smile
Denne gade ved ikke,
At jeg er som et hus,
- i dens svamp befængte rum
der leder efter sig selv

i mine øjne ser du dig selv
du har skrevet et på linjer hvor
bogstaverne dufter som roser
fra hvert sætning stormer floder i mig
ved at tage et omringet liv i dine arme
har du ført den grønne mil ud af syne
du er verdens smukkeste univers, dine øjne
ser på mig fra min himmel i denne kulsorte nat

kun de særeste kroge vil kende til vores billeder
og togene vil også vide vores ansigts farver
venteværelserne vil forstå vores hjerter
og nogle gange vil denne sorg elskes i togene

vær stille min kære,
så beboerne af dette kvarter
ikke får en anelse af
min kærligheds forevigede mystik
jeg går forbi jeres hus, tager fra brevet
dit hjerteskær og kysser den