Fladt,
stille,
forventningsfortættet.
Folk venter forgæves.
- Og hvad skulle de ellers lave,
nu hvor oplevelserne
er indfriet?

den udbrændte følelse
af ikke at orke
at tage mere ind,

jeg er mystificeret
af antiklimaks,
ventende på
at noget pludseligt vil ske
og sætte pulsen
i bevægelse.

Kan ikke fornægte det:
er mere død nu
end før jeg forsøgte
at helbrede mig selv
gennem indbildningen om
at livet var smukt og alsidigt,

alle menneskene
ser så søvnige ud
i deres rejseklæder,
og det anonyme grå genskær
der falder så skræmmende meget i
med bygningen omkring dem,
som de har ladet æde dem op,
og som har lokket dem nær sig
med et løfte om
adrenalin.

Flyet afgår om lidt
til næste destination
men alt er sløret, sløret, sløret
og gør mig til en frekventeret tidsånd,
jeg har jo ikke forandret mig spor
og gør det ikke
om hverken et døgn,
en uge, en måned
eller et liv,

min horisont er
usynlig, druknet,

en rejse slutter
så snart du tænker
på dens forløb,
og jeg har længe været død
stagneret uden at rejse,
uden at rejse mig fra støvet.