Jeg vil starte med at sige at jeg tager hul på dette emne i forlængelse af en diskussion om en operation jeg havde sidste år hvor jeg var i narkose.
Jeg har i al den tid jeg kan huske været bange for døden og set det biologiske ur som en tikkende magnet der hver dag trækker mig tættere på den ubehagelige begivenhed.
Men nu har jeg vendt tingene lidt op og ned og er kommet frem til en essens af ulykke: At savne.
Et eksempel: Det er ikke brudet med din kæreste der gør ondt. Men det efterfølgene savn af jeres tid sammen. Det er ikke brænden i dit hus som gør ondt, men den efterfølgene tid hvor du savner det hjem som flammerne nu har knust. Det er ikke tilstanden i kørestolen der gør ondt, det er savnet fra tiden hvor du kunne gå.
Denne teori kan overføres til livet selv. Det er ikke døden som gør ondt, men det efterfølgene savn af den tid hvor du levede i... og her stopper vi så lige.
En filosof sagde engang: "Jeg tænker, derfor er jeg."
Videnskaben siger at narkose er en tilstand hvor man holdes på et kunstigt plan mellem liv og død. En koma tilstand. Narkosen adskiller sig så vidt jeg kan forstå fra traditionel søvn. Under din søvn har du nemlig en fornemmelse for tid og du drømmer. Under narkose sættes din bevidsthed aldeles på pause og din mentale eksistens lægges i hænderne på en narkoselæge.
Med andre ord, hvis vi følger devisen om "Jeg tænker - derfor er jeg" så var jeg ikke i de 2 timer hvor operationen fandt sted. For jeg tænkte ikke - jeg drømte ikke engang.
Når døden indtræffer dør vores krop og vores eksistens ophører - netop fordi vi ikke tænker mere.
For at føle smerte - fysisk som psykisk, så kræves en bevidsthed, det kræves at man tænker, det kræves at man er. Det er netop derfor man bruger narkose, for at kunne gennemføre ekstremt smertefulde indgreb uden at patienten kan registrere det.
Med andre ord gav min tilstand i narkose en smag på hvordan døden er. Den er et fravær af bevidsthed. Uden bevidsthed kan man ikke savne noget. Du kan ikke savne livet for "du er ikke".
Frygt bunder i en advarsel om en mulig smerte.
Vi frygter vores forhold bryder sammen eller vores hus brænder, fordi vi efterfølgene vil savne forholdet eller huset.
Men hvorfor frygte døden når vi ikke vil savne livet?
Jeg håber ikke der er liv efter døden - i hvert fald ikke i form af en bevidst tilstand. Tænk at ligge som spøgelse på en kirkegård og savne livet eller hvile i himlen hvor man savner sine venner og familie fra jorden.
Jeg håber virkelig der kun er et liv.
Give me the joy of life and I'll give you the peace of death.