I månedsvis havde de to mænd i mit hjerte kæmpet om pladsen. Nu havde den ene opgivet kampen, og jeg var knust. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens tårerne kæmpede for at komme ud. Hvor tåbeligt at mig at tro at jeg kunne vinde den kamp. Man vinder ikke over sin egen sjæl. Man holder ikke kærligheden tilbage.

Solen skinnede den dag jeg tabte. Jeg købte blomster til min mor da han pludselig spurgte:
   "Er der noget galt?"
   Og det var der. Jeg kæmpede med ordene i min mund, men tabte og hørte mig selv sige:
   ”Han har sagt farvel.”

Det skulle have været en festdag, men det blev en kamp for at holde humøret oppe, holde tårerne tilbage, holde kærligheden i skak, holde smilet på plads, holde maden nede... holde fast i mig selv. Holde fast i os.

Der var så stille i bilen da vi kørte hjem. Og så tabte jeg. Jeg tabte kampen mod tårerne, selvfornægtelsen, sjælen og kærligheden. Men jeg vandt et liv.