Det
var en
større rejse
jeg begav mig
ud på
da jeg
kontaktede mig
selv

Det var
en endeløs vandring
der fulgte mig
da
dine fodspor smadrede
min kæbe

Det var en krop
af
skovbundnde grantræers
dødsdømte drøm
Din sorg slæbte
sprækker
af
istør cement
ind til min hjernes
center
sprængt i stykker
udvidet
som ti balloner
fyldt
med luft
fra alt for mange
overvejelser

Det blev
en større ro
Da hjernen
havde
smadret sig selv
Kroppen følte
og skovbunden
sank dybt
ind

Livet lyste
du behøvede så lidt

Desperationen rislede
ned mellem
bækkes forventinger
og ørreder åd den

Nu svømmer de
vellystigt rundt til
en anden
fisker mine frustrationer op
hægter fisken af krogen
og
arbejder videre
på mig.

Evigt goplende
favner jeg
min rødspætteskæbne.