Mine hænder har aldrig før
søgt tilflugt i ord
så meget som nu
Jeg skal nok lade være
med at overdrive
først vil det regne
også vil vandet synke
fra digtets jord

En fortælling,
som kun os to kender til
skal jeg nok lade være
med at fortælle
Hvad blodet skriver,
læser hjerter
Hvem vil tro på kæmper
Hvem vil se ind i mørket

Jeg vil ikke sige det mere
at jeg kan li’ lilla
og at jeg savner lilla,
dine barnlige øjne
Hvem vil lytte til
stemmen der råber op
fra mit indre
Hvem vil forstå
mit enestående hjertes skæbne

Vejen ender
passagererne er væk
ensomheden begynder
dødens ur vil også gå i stå
en dag
Jeg er et kompas
der har mistet
sin fornemmelse
for retningerne
hvor jeg end peger
er der en stille sorg

Der er ingen grund
til at sige det
Hvis drømmen er faldet
i vanskeligheder
må længslen blive
stående på sin plads
ved kysten
hvilken bølge
har forstået havet
Hvilket hav har set
sin egen dybde