En rose - hvilke tankestrømme
fylder mig ved dette ord.
Lukker øjet - lad mig drømme
og forfølge dette spor.

Første ser jeg en rose skyder
ud af vint'rens mørke nat.
Dernæst en, der yndigt bryder
frem som Sharons smukke skat.

Midt i heden står en lille,
som blir plukket af en dreng.
Ak ja, han så gerne ville
gi den til sin mø engang.

Vilde rosers hybenhjerter
fryder både sjæl og krop.
Jeg må plukke, skønt det smerter,
til min kurv har fået top.

Der er sikkert mange andre,
end de få beskrevet her.
Mens jeg lader tanken vandre,
én bestemt jeg for mig ser.

Ingen rose er som denne,
langt, langt væk og dog så nær,
åbner sig, gir sig til kende,
derfor har jeg den så kær.